MES system: En introduktion til Manufacturing Execution Systems for produktionsvirksomheder

25 jan, 2023

Hvad er et MES-system, og hvad er fordelene ved MES? Vi har skrevet denne guide til dig, der er ansvarlig for en produktion eller for de IT-systemer, der får produktionen til at køre effektivt.

Hvad er et MES system?

MES (Manufacturing Execution System) er, som navnet indikerer, et IT-system, der bliver brugt til at optimere og automatisere afviklingen af en produktion ved at digitalisere din ordrehåndtering og stamdata. MES modtager oplysninger om ordrer med tilhørende stamdata fra dit ERP-system og supplerer med data, hvor der mangler oplysninger for fuld automatisering.

Du kan integrere MES-systemet med resten af din virksomhed, hvilket giver dig mulighed for at overvåge og styre alle de grundlæggende funktioner i din produktion – lige fra varemodtagelse til ekspedition.

Under produktionen indsamler og analyserer MES data i realtid fra dine produktionssystemer og kvalitetsprocesser. Det giver dig adgang til oplysninger om alt fra materialeforbrug og produktionshastighed til produktionsafvigelser.

MES-systemet sikrer en sporbarhed på tværs af din produktion, som gør det muligt at træffe beslutninger, der effektiviserer og optimerer dine processer. Sporbarheden betyder også, at du opfylder myndighedernes kvalitetskrav til produktdokumentation og produktcertifikater.

Hvordan kan du produktionsoptimere med et MES system?

Selv moderne produktionsvirksomheder oplever omkostningstunge problemer som uforudsete flaskehalse eller pludselig mangel på materialer. Udfordringer, der opstår på grund af et manglende overblik over produktionen her og nu.

Netop i situationer som disse er et Manufacturing Execution System værdifuldt.

Et MES-system indsamler nemlig kontinuerligt data fra din produktion og har på den måde adgang til realtidsdata, som gør, at du kan:

  • Overvåge din produktion, så problemer hurtigt kan identificeres og løses
  • Justere dine produktionsprocesser, så du reducerer spild og forsinkelser
  • Forbedre kvaliteten af dine produkter, som øger kundetilfredsheden

Realtid betyder også, at dit MES-system identificerer udfordringer, før de bliver til store problemer. Du vil eksempelvis opleve mere oppetid i produktionen, fordi du hurtigere kan udpege og løse fejl på maskiner.

Adgang til data i realtid giver dig et præcist overblik over lagerbeholdninger, så du hurtigt kan reagere, hvis ordrebogen viser, at efterspørgslen stiger.

Med andre ord kan realtidsdata få dig til at træffe velovervejede beslutninger, der optimerer din produktion og påvirker din bundlinje positivt.

5 fordele ved digitalisere din produktion med MES

  • Mindre spild giver optimeret anvendelse af materialer
  • Synlighed af flaskehalse gør, at der opstår færre problemer
  • Ingen manuel databehandling sikrer færre menneskelige fejl
  • Bedre sporbarhed sikrer, at I overholder kunde- og myndighedskrav
  • Større ensartethed øger kvaliteten på produkter

Hvordan kan et MES system hjælpe IT- og produktionschefen?

For IT-chefen betyder MES, at produktionen bliver bygget op omkring et skalerbart og robust IT-system, der er compliant med internationale standarder. God governance medvirker til en høj IT-sikkerhed og et system, der understøtter forretningen.

Produktionschefen kan glæde sig over, at produktionen bliver mere strømlinet, mens sporbarheden gør det nemt at opdage og forklare afvigelser, fordi alle hændelser i produktionsforløbet bliver dokumenteret. 

Desuden bliver det nemmere at omlægge produktionen, når nye behov opstår. Du skal ikke manuelt skrue på maskiner eller taste andre værdier ind i systemer. Det hele foregår digitalt med MES. 

MES vs. MOM – Hvad er forskellen?

MES (Manufacturing Execution System) og MOM (Manufacturing Operation Management) er begreber, der bliver brugt flittigt inden for digitalisering i produktionsbranchen. 

Mange bruger begge udtryk om samme sag, mens andre mener, det er vigtigt at skelne mellem de to betegnelser. Hos integra2r skelner vi ikke, men anderkender, at de kan ses som forskellige.

Det vigtigste er, at begge begreber relaterer sig til level 3 i ISA-95-frameworket, og derfor definerer de funktioner og integrationer, som findes her.

ISA 95

Men hvad er forskellen på MES og MOM i praksis?

Simpelt sagt omfatter MOM alle forretningsprocesser med relation til produktion herunder også vedligehold, lagerstyring og energioptimering, mens MES er fokuseret på produktions- og kvalitetsstyring som ordreafvikling og recept-/batchkontrol. 

Hvordan hænger MES-systemet sammen med ERP- og PLC-systemet?

Vi kan ikke tale MES uden at tale ERP (Enterprise Resource Planning) og PLC (Programmable Logic Controller). 

Du skal forestille dig, at MES er det system, der “mangler” for at skabe et fuldt digitaliseret setup i din produktion. Ved at digitalisere og automatisere din produktion med MES bygger du bro mellem dit ERP-system og dine PLC-systemer. 

Kompleksiteten af din MES-løsning afhænger af de eksisterende funktioner i dine ERP- og PLC-systemer.

Hos integra2r udvikler vi MES-løsninger efter standardprodukter fra Microsoft på en gennemtestet platform som TrakSYS eller AVEVA.

Systemet er bygget på tre elementer: 

  • Et applikationslag til ERP-integration
  • Databaser for MES stamdata samt historiske databaser med logging
  • Applikationslag til udførelse af MES-funktioner, samt integration med processtyring, maskinstyring og diverse udstyr til analyse, mærkning og kontrol af processer og produkter

Forestil dig, at du har MES i midten mellem dit administrative system og dit processystem. I illustrationen nedenfor kan du se, hvordan systemerne taler sammen fra ordremodtagelse til færdig produktion. 

MES-systemets sammenspil med ERP- og PLC-systemet

Hvad kræver det at komme i gang med produktionsoptimering med MES? 

Det er svært at give et nøjagtigt estimat på, hvad implementering af MES koster, da det afhænger af produktionens kompleksitet og behov for digitalisering.

At udvælge og implementere den rette MES-løsning er en proces, der tager udgangspunkt i: 

  • Grundig mapping af eksisterende systemer og processer 
  • Input fra nøglemedarbejdere omkring behov for digitalisering 
  • Udarbejdelse af et konceptuelt design, der kortlægger funktionaliteter
  • Udvælgelse af den rette platform  

Når du skal finde frem til det rette MES-system er det vigtigt at overveje følgende: 

1. Hvad er jeres behov, og hvem får ansvaret?

MES har typisk mange grænseflader og interessenter, og derfor er det vigtigt at definere både behov og ansvarsfordeling fra start. Hvem i organisationen kender jeres behov for digitalisering? Og hvem skal have ansvar for driften, når MES er implementeret? Begge medarbejdere er nøglepersoner, der bør inddrages i beslutningsprocessen.

2. Hvilke andre systemer skal MES integreres med?

MES fungerer som bindeleddet mellem jeres systemer, derfor skal I overveje, hvilke eksisterende systemer jeres MES-løsning skal spille sammen med. 

3. Hvordan ser fremtiden ud?

Har I i fremtiden behov for større fleksibilitet, omstilingsevne eller kapacitet? Skal produktionen udbygges eller omlægges på sigt, kan I med fordel tænke det ind i jeres valg. 

Et godt råd er at tænke stort men starte småt. Det vil sige, at I bør kigge på løsninger, der er fleksible. Med software fra AVEVA (tidligere Wonderware) eller TrakSYS er I sikre på at få en robust og skalerbar løsning, der kan justeres i takt med, at jeres behov ændrer sig.

4. Hvilken support har I brug for?

Et system som MES skal vedligeholdes løbende. Det kan være dyrt, hvis et produktionssystem står stille. Med en fast supportaftale er I sikre på, at jeres MES-system altid kører effektivt.

Har du spørgsmål?

Vi håber, at du er blevet klogere på, hvordan MES giver værdi til produktionsvirksomheder. Har du spørgsmål til, hvordan du kan digitalisere din produktion med MES, så den kører effektivt, står vi klar med svar.